Spillerportræt: Benjamin Nielsen

Spillerportræt af Benjamin Nielsen
Debut: 29.04. 2014 Kampantal: 130 Mål total: 20 (kilde: Ole Mikkelsen)
Du har spillet som ungdomsspiller i Belgien – hvordan er det i forhold til ungdomsfodbold i Danmark?
Der er faktisk ikke den store forskel. Jeg har også tidligere haft min far som træner nede i Belgien inden jeg skiftede fra De Pinte til Deinze.
Hvordan har det været at være barn/ung i Belgien – hvad har det givet dig?
I Belgien har man længere skoledage og har prøver i alle fag fra de tidlige klasser, og skolen fyldte generelt meget i vores hverdag. Det er meget hårdere at gå i skole i Belgien, men det har gjort, at jeg har haft det nemt i skolen da jeg kom til Danmark og kunne fokusere på at lære nye mennesker at kende. Det har gjort mig omstillingsparat, åben overfor andre kulturer og lærenem.
Vores hverdag i Belgien var meget anderledes end den vi havde og har nu i Danmark. En normal hverdag for mig i Belgien var, at jeg var i skole fra 8-16, så blev jeg kørt til træning fra 17:30-19.00, og så kom jeg hjem og spiste aftensmad og lavede lektier. Det sidste år spillede jeg for en klub, der lå i den 2. bedste række i Belgien. Her skulle vi træne 3-4 gange om ugen og havde derudover også kamp hver weekend. Da jeg kom til Danmark, havde jeg lige pludselig fri kl. 12 fra skole, og man kunne være sammen med sine venner i hverdagen. I Belgien havde man kun mulighed for det i weekenden.
Du har spillet fast i Dalum i 2 division – hvad har fået dig til at vende tilbage til Otterup?
Spillestilen i Dalum tiltalte mig ikke, og jeg følte ikke, at jeg kunne videreudvikle mig i Dalum. Samtidig med det blev jeg far.
Jeg kendte Otterup i forvejen, og det sammenhold, man har i hele klubben, er noget for sig. Så det var ikke svært for mig at tage tilbage til Otterup. Nu har jeg været væk fra Otterup 2 gange, og bare rolig, jeg flytter ikke igen! 😊
Hvordan ser du på niveauet og forskellene ved at spille i pulje 2 (øst for Storebælt) i stedet for pulje 3 (Fyn/Jylland)?
Personligt synes jeg, at niveauet er lidt højere i pulje 2 (øst for Storebælt) end pulje 3 (Fyn/Jylland). Men noget af det jeg synes, vi mangler ved at spille i pulje 2 (øst for Storebælt) er lokalopgørene, både fordi vi som spillere kender hinanden i de forskellige fynske klubber, men også fordi det giver en særlig stemning på stadion og et stort fremmøde.
Spiller vi i danmarksserien efter sommerferien?
Ja, det gør vi. Nu må vi håbe, at Covid-19 giver os lov til at spille sæsonen færdig.
Hvad gør du for at holde dig i form under Covid-19?
Jeg løber og styrketræner. Vi har af vores trænerteam modtaget et program vi kan arbejde ud fra.
Hvad sætter du mest pris på i OB & IK?
Jeg sætter mest pris på det sammenhold, vi har i klubben. Det er ikke kun 1. holdet, men alle afdelinger der snakker sammen på kryds og tværs. Det er bl.a. også en af grundene til, at jeg er kommet tilbage 2 gange.
Hvad er dine stærke sider på en fodboldbane?
Mine stærke sider er, at jeg er en ledertype, der vil hjælpe mine medspillere på banen. Udover det er jeg teknisk stærk og er ikke bange for at tage chancer. Og så er jeg utrolig sikker på straffespark og hovedet. Jeg er jo topscorer på holdet som midterforsvar😎
Hvad skal OB & IK gøre for løbende at være et Danmarksseriehold?
Vi skal bevare den kultur, vi har i klubben. Det hjælper mig på en fodboldbane, at man har et positivt og godt omklædningsrum.
Udover det, så skal Otterup have fokus på at udvikle deres ungdomsspillere til, at de kan komme på 1. holdet. Der er en del, som spiller på 1. holdet, der har spillet ungdomsfodbold i Otterup. Så det kan godt lade sig gøre.
Hvad er dit arbejdsmæssige job?
Lige nu er jeg kontorelev hos Ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff A/S.
Har du en favoritspiller og et favorithold?
Jeg har ikke en favoritspiller, men mit favorithold er Manchester United😈
Hvad er dine fritidsinteresser?
Mine fritidsinteresser er at spille PlayStation (nok for meget synes min kæreste J), men ellers være sammen med min familie og venner. Hygge sig over en eller to øl, når coronaen en gang tillader det.
Hvad er din favoritmad?
Det må uden tvivl være flæskestegsandwich fra Lottes køkken!
Interview: Bent Hjortebjerg